Kronisk sygdom og arbejde

I 2013 faldt der dom i en sag om uretmæssig fyring ved EU-Domstolen. Den ene part var en piskesmældsramt, der var faldet for 120-dages-reglen. EU-Domstolen fastslog, at piskesmæld er et handicap, og at der derfor var tale om en uretmæssig fyring.

Afgørelsen siddestiller handicap og kronisk sygdom og betyder, at de særlige rettigheder for handicappede på arbejdsmarkedet, fremover også gælder for mennesker med kronisk sygdom.

Dermed indgår fravær på grund af kronisk sygdom ikke i funktionærlovens 120-dages-regel. Den der siger, at man opsiges med en måneds varsel, når man inden for 12 måneder har været sygemeldt i alt 120 dage og fået løn.

Dommen har været med til at lægge en anden linje for, hvordan mennesker med kroniske sygdomme skal behandles på arbejdspladser. Og der er kommet en større forståelse for, at hvis en ansat har en kronisk lidelse – som for eksempel piskesmæld – må der gøres en større indsats for at kronisk syge kan passe deres arbejde. Intentionen er i hvert fald, at arbejdsmarkedet skal være mere rummeligt.

Men i virkelighedens verden, når du sidder på din arbejdsplads og har fået piskesmæld og ikke kan passe dit arbejde på grund af smerter, så kræver det en rigtig forstående arbejdsgiver, at få arbejdslivet til at fungere med nedsat tid og mange sygedage.

En hjælp kunne være en § 56-aftale. Navnet henviser til § 56 i sygedagpengeloven, som giver kommunen mulighed for at udbetale sygedagpengerefusion fra første fraværsdag. Det betyder at arbejdsgiver kompenseres for alle sygedage, i stedet for som normalt,  først efter 30 dage