Johnnys historie

Johnny cyklede sig tilbage til arbejdsmarkedet

Alle piskesmældsramtes sygdomsforløb er forskellige. Hvad der er den rette vej frem for den ene, er ikke den rette vej for en anden – og der er næppe mange, der kan eller skal følge Johnnys eksempel, men måske er der alligevel inspiration at hente i Johnnys fortælling.

Smertehelvedet
klemmerJohnny er dansk, men bosat og deltids-arbejdende i Stavanger i Norge. For tre år siden kunne Johnny ikke gøre andet end at tage sin afhængigheds-skabende medicin. Hver dag – ellers blev de kroniske smerter for uudholdelige. Men i dag ser det helt anderledes ud – og i sommeren 2012 cyklede han 3.346 kilometer.

I 2001 blev bilen som Johnny kørte i, påkørt bagfra. Johnny tog hjem – og skænkede egentlig ikke uheldet mange tanker. Men et par dage efter var der ingen tvivl om, at Johnny var blevet skadet ved uheldet – og efter to måneder blev han opereret for en alvorlig nakkeskade.

Johnny fik erstattet nogle af sine nakkehvirvler med kunstige udført i titan. På det tidspunkt troede Johnny på, at operationen ville afhjælpe smerterne, men nej – et langt smertehelvede var begyndt.

Cykel som smertelindring
I 2009 besluttede Johnny, at nu skulle det være slut med al den smertestillende medicin. Han tog en kold tyrker fra medicinen – og erstattede medicinen med en lånt cykel, og investerede litervis af sved og store anstrengelser for at blive medicinen kvit. Siden da har cyklen været Johnnys smertelindring og overlevelses-redskab. Så enkelt – og dog så vanskeligt. “Efter de første få, forsigtige kilometer troede jeg, at jeg skulle dø. Mit liv havde indtil da været at ligge på sofaen – og derfor havde jeg ikke kræfter til noget som helst”, fortæller Johnny, der købte sin egen cykel i 2009.

Målet var at deltage i forskellige norske cykelløb. Blandt andet et løb, der strakte sig over 150 km bjergkørsel i 2.000 meters højde. “Jeg fuldførte på 5 timer og 17 minutter – og græd store dele af vejen, det gjorde så ondt” , siger Johnny, der siden har arbejdet med hvoran han skal tackle smerterne på cyklen – “Men uden cykeltræning bliver smerterne endnu værre.”

Smerterne er der hele tiden – ligegyldigt hvad jeg gør, det har jeg indset”, fortæller Johnny, der i 2010 kørte cykelløbet Trondheim-Oslo – en tur på 542 km – på 15 timer og 36 minutter.

Arbejder på halv tid
Johnny arbejder som ingeniør hos Statoil på halvtid – på grund af smerterne som Johnny siger – Johnny er taknemmelig for, at han kan passe sit halv-dagsarbejde. “Som oftest vil jeg gerne være mere på jobbet end jeg rent faktisk er. Jeg vågner, og glæder mig til at komme på arbejde – gode kolleger er den bedste medicin”, siger Johnny, der i fritiden ind i mellem også arbejder som spinning-instruktør på et motionscenter (Red: Spinning er intensiv træning på motionscykler i motionscentre).

Cyklede 3.346 kilometer på en sommer
Her mødte han en mand som havde en idé om at cykle til Kosovo, hvor manden kommer fra. “Galskab? måske, men jeg sagde ja”, siger Johnny, der i sommeren gennemførte turen ned gennem Europa. “3.000 kilometer – det er ikke til fatte eller overskue, hvad det indebærer, inden man tager af sted. Udfordringen var stor – og det gjorde så ondt”.

Det er ikke let
Johnny påstår ikke, at det er let – “hver dag er en kamp”. Men uanset hvad Johnny gør – tager medicin eller cykler, så er smerterne der, og Johnny er ikke i tvivl om, at han trods alt har det bedst, når han cykler. Derfor vil Johnny heller ikke ligefrem anbefale metoden til andre, men den virker for Johnny.